I år besluttede jeg mig for at stoppe med at forvente, at det værste skulle ske

I hele 2022 tilbragte jeg mere tid i hovedet end i mit faktiske liv og efterlod min fantasi til at projicere sin frygt og ængstelse på fremtiden, som man kun kan forvente til at føre til mere Bekymring, da det blev filtreret gennem en "undergangs- og dysterhed" -objektiv. Disse gentagne tankemønstre fik mig også til at foldes ind i mig selv og vendte mit fokus indad som et middel til selvopbevaring, og som sådan har jeg gået glip af mulighederne for at komme i kontakt med mine kære.

Skamme, som jeg er for at indrømme det, lader jeg for ofte uger gå uden at tjekke ind på min familie og venner og lade hele samtaler med min partner finde sted uden at jeg overhovedet var der. Hvad mere er, det frarøvede mig det "nuværende øjeblik", så at sige, fordi jeg var for optaget af at afstive mig selv for en fremtid, der ikke er sket endnu, og det hindrede min evne til at opleve glæde, fordi jeg antog, at dårlige ting kun ville følge dragt.

Alt dette er at sige, jeg blev tilbage med en øget følelse af angst omkring usikkerhed og en enorm mængde ensomhed, som lad os være ærlige, jeg kunne have bragt mig på mig selv. At tænke på de værste mulige resultater beskyttede mig heller ikke mod skuffelse, så meget mindre forberede mig til det. Og efter et år med meget strid var der mildt sagt at sige skuffelse.

Faktisk er der kun så meget, at uophørlig katastrofiserende kan opnå-og hvorfor jeg i år vove mig for at udfordre mine negative tænkningsmønstre ved at løse for at stoppe med at forvente det værste mulige resultat, som igen kan løse en langvarig frygt For usikkerhed-men babytrin. I det mindste håber jeg at lade tingene udfolde sig uden at hoppe til konklusioner.

Indtil videre har jeg formået at holde det løfte. Jeg møder hvad-ifs, der vandrer foran på min bevidsthed med skepsis snarere end at tage dem som fuldt udbyggede forudsigelser. Og mens mange af disse tanker stadig formår at få min mave til at klemme, skifter jeg dem med positiv forventning, som at forestille mig det næste genforening med min familie. Måske, med tiden, vil jeg til sidst komme til det faktum, at fremtiden også kan have muligheden for glæde-og at der nogle gange ikke altid behøver at være en fangst for at opleve det.