At køre NYC-maraton var den stærkeste, jeg følte i 2019, men det var ikke let

Jeg stoppede ved et medicinsk telt for at bede om is og (jeg vil ikke lyve) for at kaste mig en kort medlidenhedsfest. Den medicinske frivillige bragte mig is og spurgte mig venligt, om jeg gerne ville droppe ud af løbet. Måske var det adrenalinet, mine toppende cortisolniveauer eller den rene udmattelse, jeg følte fra miles bag mig, men dette spørgsmål irriterede mig virkelig. Selvfølgelig gjorde jeg det ikke. Jeg var kommet for langt, trænet for hårdt og var klar til de kommende miles, så jeg overleverede ispakken tilbage til ham og stod frem for at stirre otte miles mere, at jeg skulle krydse langsomt men sikkert.

Marathon afslutter i Central Park, som havde været min træningsgrund for det meste af maraton. Jeg havde brugt kilometer efter salt, sved mil. I det øjeblik kunne jeg have åbenbaret over ondt og frustration og smerter, jeg følte, men i stedet skiftede jeg tilbage til styrke, glæde og det faktum, at min krop var i stand til at fortsætte kilometer-efter kilometer, tyveogtyve Seks gange over for at bære mig, bogstaveligt talt, hjem.

Hver uge havde min træningsplan tvunget mig til at overskride mig selv. At tackle på en kilometer. En til. En anden. Hvis træning til et maraton var lineært og byggede på sig selv hver uge, ville jeg have mødt det løb som den stærkeste fysiske version af mig selv, men det var ikke, hvad der skete. En af de store skønheder ved at løbe er også en af ​​dens største frustrationer. Så meget som du træner og forbereder, tester løbende konstant, hvor hengiven dig Sandelig er til det. Den dag var bestemt fysisk (26.2 kan beskrives som intet andet), men den mentale smidighed, som jeg plejede gennem min måneder lange træning, var det, der bar mig over målstregen den dag.

Med medaljen omkring min hals følte jeg så mange følelser, der var i konflikt, styrket og understregede hinanden. Men hvad jeg hovedsageligt følte var stolthed. En måned senere, mens jeg kørte på toget til arbejde, kom jeg fuldt ud med selve løbet. Mine øjne faldt på metro -kortet, de røde og grønne og gule linjer, der forbinder alle bydele, og jeg tænkte for mig selv: Det løb jeg. Jeg løb hele forbandet.

Første gang Marathoner? Her er tipene til at lægge i baglommen, og hvorfor en kardiolog bare fortsætter med at vende tilbage til mere 26.2s.