Endelig en uges politik, der gør mig glad

Endelig en uges politik, der gør mig glad

Et andet glimt af forandring i Washington markerede også, hvad jeg kun kan håbe Mike Pence vil huske som en af ​​de værste dage i hans politiske karriere. Som en mand, der har bygget denne karriere, mens jeg begrænser LGBT -samfundets og kvinders rettigheder, nød jeg grundigt at se ham sværge i Kyrsten Sinema, som ikke kun er en kvinde, men også den første åbent biseksuelle senator i u.S. historie. I stedet for Bibelen lagde Sinema hånden over en kopi af forfatningen, da hun reciterede sin ed.

Jeg afledte yderligere lyksalighed torsdag, da jeg så de første indianske kvinder valgt til Kongressen, Sharice Davids og Deb Haaland, ved deres respektive bande i ceremonier. Og i en tid, hvor indenrigspolitik ser ud til at blive overskredet af islamofobi, var det en fornøjelse at se to muslimske kvinder, Rashida Tlaib og Ilhan Omar, tage deres plads i kammeret. Og det stoppede ikke der: Ayanna Pressley og Jahana Hayes er nu de første sorte kvindelige repræsentanter fra henholdsvis Massachusetts og Connecticut.

Deres tilstedeværelse i Kongressen handler om mere end bare at stemme antallet af kvinder, der træffer beslutninger om kvinders kroppe. Ja, tilstrømningen af ​​kvindelige ledere sikrer ny lovgivning skabt af kvinder med kvinder i tankerne, men den nye klasse er langt fra kortsynet. Ocasio-Cortez har for eksempel presset på for en grøn ny aftale, der sigter mod at vende skader, der er gjort på miljøet. TLAIB tilbyder en anden stærk stemme, der støtter etablering af universel sundhedsydelser og afskaffelse af is. Endelig i stedet for at sætte al min energi i at modsætte sig den nuværende præsidentadministration, har jeg noget håndgribeligt at rod.

Det føles som om for første gang siden det kataklysmiske valg i 2016, at tingene endelig ser op (selvom nogensinde så lidt) på Capitol Hill. Og påmindelse: Kun når vi viser sig at stemme, sker der reel ændring.

I tilfælde af at du har brug for at børste op på situationen, var dette grunden til, at valget i midtvejene i 2018 var så historiske og bevis for, at folk søger forandring til det bedre.